Jeg savner min skole. Jeg er blevet sendt hjem fra efterskolen, som jeg går på. Det er en musikefterskole, og jeg er bare så glad for at være der. Men med det her virus, som alle frygter, så har de – regeringen altså – besluttet at lukke alle skoler. Og det betyder, at jeg er hjemme hos mine forældre. Det er ok at være hjemme hos dem. Men det er en katastrofe, at vi blev sendt hjem. Bandet, vi har udviklet, er jo blevet spredt for alle vinde. Vores bassist sidder ovre i Jylland, og jeg sidder her på Sjælland. Det er uretfærdigt. Nu gik det lige så godt. Vi havde faktisk lige fået lavet en del tekster og var ved at skrive musik til dem, da nyheden kom. Pak jeres kufferter. Jeres forældre har fået besked om, at de skal komme og hente jer. De kommer i morgen. Det var beskeden, vi fik ved fællesmødet den morgen.
Hvad så nu?
Men hvad skal der så ske? Vi kan jo ikke bare sidde derhjemme hver for sig og øve os på et nummer. Vi er da nødt til at kunne spille sammen. Vi skal kunne høre, hvordan det lyder. Alle på skolen blev kede af dem. Også dem, der er lidt ældre, end jeg er. Og lærerne var virkeligt også kede af det. Der var faktisk en af dem, som græd. Bliver de arbejdsløse nu? De kan jo ikke undervise os, sådan som de plejer.
Guitaren er min ven
Jeg sidder her med min guitar i armene og spiller lidt for mig selv for ikke at tænke på det. Mine venner i bandet og jeg taler hver dag sammen via Skype. Det er fedt. Vi ses – men vi er godt nok irriterede over, at vi ikke kan være sammen. Vi har jo et godt venskab. Bassisten er vist ham, der tager det mest alvorligt af os alle sammen. Han skrev til mig, at han ikke kan holde ud at være derhjemme hos sine forældre. De skændes hele tiden. Jeg tænkte på at skrive til ham, at jeg vil spørge mine forældre, om han kan komme og bo hos os, indtil vi kan komme tilbage til skolen. Jeg ved, at de nok siger nej, fordi de er også bange for det her virus. Det er jeg egentlig også. Men måske skulle jeg lige spørge dem, inden jeg skriver tilbage til ham om det. Han er en af mine bedste venner nu.
Jeg må da hjælpe ham. Hvis han har det dårligt med at bo hjemme, så må jeg da gøre noget. Vi fandt sammen derovre på musikefterskolen, fordi vi begge to godt kan lide R&B. Og det er noget, vi bruger meget, når vi skriver vores musik.
Skal det stoppes nu? Eller får vi forlænget vores år på efterskolen? Det håber jeg sandelig. Og jeg ved lige præcist, hvilket argument jeg skal give mine forældre, når de skal til møde med efterskolen på et eller andet tidspunkt. De skal sige, at de har fået statsstøtte til at finansiere mit ophold, og det skal bruges fuldt ud. De har ikke råd til at skulle tilbagebetale det.