Så er det sket for mig igen. Jeg har smækket døren, og nøglerne ligger inde på kommoden i entreen. Typisk. Lige så snart jeg havde smækket døren, vidste jeg det. Og så kom jeg jo ind i dilemmaet: Skal jeg ringe til låsesmeden nu, eller skal jeg gøre det i eftermiddag? Den første løsning vil betyde, at jeg kommer for sent på arbejde. Det er noget, jeg hader at gøre. Kan bare ikke lide den følelse af, at alle stirrer på mig med et sigende blik: ”Nå. Du kunne nok ikke komme ud af fjerene her til morgen?” Og jeg gider ikke at undskylde over for dem. De må tænke, hvad de vil.
Byens rareste låsemand
Den anden løsning betyder, at jeg kan nå toget, men også at jeg bliver nødt til at indse, at jeg skal vente i lang tid førend låsesmeden kan komme. Jeg kender faktisk en sød låsesmed i København. Han kommer altid så hurtigt, han kan. Men jeg har været i situationen før. Sådan en mandag eftermiddag har han altid dødtravlt. Alle glemmer deres nøgler om mandagen. Er det sådan en ubevidst mekanisme, vi har i os? Vi vil helst blive hjemme og hygge os. Vi har jo lige haft en vidunderlig weekend. Enten sammen med venner eller med familien – eller begge dele. Er det en mekanisme, der sætter i gang i os, fordi vi godt ved, at vi skal bremse op, og ikke stresse lige fra morgenstunden af?
Lidt filosofi
Jeg kunne sådan set godt lide at vide noget mere om det. Ham, låsesmeden, som jeg kender, siger, at han er overbevist om, at vi har sådan nogle mekanismer i os, som hvis vi lytter til dem, eller reagerer rigtigt på dem, vil forhindre os i at blive syge af stress.
Den der med at glemme nøglen er en af dem. Måske har han ret. Måske har han ikke ret. I hvert tilfælde, så har jeg fundet ud af, hvordan jeg undgår de sigende og ironiske blikke, og at skulle vente i timevis på, at låsesmeden kommer i eftermiddag.
Nu skal det fikses
Jeg løber ned til stationen og springer på toget. Og så ringer jeg til den låsesmed i København, som jeg kender og booker et møde med ham. Lige præcist til den tid, hvor jeg ved, at jeg er hjemme. Og så beder jeg til de højere enheder om, at der ikke vil være togforsinkelser i eftermiddag, når jeg skal hjem. Ja. Det er planen. Og jeg vil bare være helt cool om det på arbejde. Og i morgen så vil jeg fortælle alle på arbejdet om, at jeg var nødt til at booke min egen private låsesmed.
Det kan der sikkert komme nogle gode historier og grin ud af. Det gør ikke noget.
Jeg er rolig. Jeg stoler nemlig på, at jeg har heldet med mig. Og jeg gider ikke at stresse. Det er usundt. Min beslutning er taget: Jeg springer på toget, sætter mig i kupeen. Roder i min taske efter telefonen. Og den kan jeg selvfølgelig ikke finde. Den ligger også på kommoden!