Hver morgen, når jeg er ude for at gå min morgentur (mindst 5000 skridt), så møder jeg en hundeejer. Det er en meget gammel mand. Han går der med sin kæmpestore hund. Sådan en smuk hund. Rød i pelsen. Den har en meget tyk pels. Jeg tænker ofte, at den må lide her i varmen. Når vi har 30 graders varme, så ser jeg jo ikke damer i tykke pelse. Men den hund er bare så velopdragen og tålmodig. Den venter på sin ejer. Og man kan se kærligheden, de har imellem sig. Jeg kan se, hunden er taknemlig, når han sætter sig og finder en lille skål frem, og hælder vand, han har i en flaske op til hunden. Den slubrer vandet i sig. Sætter sig og slikker sig tilfreds om munden.
Elsker hunden
Han kæler for den. Stryger den kærligt på hovedet. Når hunden så har drukket vandet, pakker han den lille skål og flasken med vand ned i sin pose, og de går videre. Det er rørende at se. Og det er dejligt. Jeg har aldrig set den hund blive aggressiv eller spændt. Den er rolig. Den er opmærksom. Men på en måde, som bare fortæller mig, at den passer på sin ejer. Og sig selv. Når de går videre, så plejer jeg også at gå videre. Men i går tog jeg mig sammen. Jeg satte mig ned ved siden af manden på den bænk, hvor han normalt sætter sig. Jeg spurgte ham om hans hund. Han fortalte mig, at det er en gammel hund. Han har haft den i 10 år. Han har selv trænet den til at være flink.
Hvor lærer man træning af hunde?
Jeg blev nysgerrig. Hvor kan man lære at træne hunde så godt? Jeg fortalte ham, at jeg er fuld af beundring over, hvor velopdragen hunden er. Manden fortalte mig, så, at han er pensioneret politimand, og da han stadig arbejdede, var han specialist i at træne politihundene. Hunden, som han har nu, var den sidste hund, han trænede. Den var ikke dygtig nok til at kunne komme ind i politiets hundehold. Så han fik lov til at tage den med sig, da han gik på pension for 8,5 år siden.
Han forklarede mig om de strenge tests, som hundene skal igennem. Han fortalte mig om kærligheden, som hver hund og dens fører udvikler under deres arbejde sammen. Han fortalte mig om dygtige hunde, der har hjulpet med at finde mennesker, der har ligget begravet under sammenfaldne bygninger efter jordskælv. Han snakkede om hundene, der er uddannet til at finde narko. Han talte om et langt liv sammen med hunde.
Jeg blev helt rørt
Jeg blev meget rørt over at høre ham tale så varmt om hunde, han har kendt i sit lange liv. Vi sad lidt der på bænken. I tavshed. Jeg måtte videre. Rejste mig og spurgte, om jeg måtte klappe hans hund. Han rejste sig, og selvfølgelig måtte jeg det. Jeg klappede den. Den kiggede på mig. Var glad, over at de endelig kunne komme videre på deres morgentur. Vi gik i hver retning. I morgen vil jeg klappe den venlige hund igen.