Min mand er ved at gå til af raseri. Han har gjort det igen. Lige præcist det, som vi alle sammen kommer til, når vi skynder os på toilettet. Han har hamret lilletåen ind den fod, som vores badeværelsesskab står på. Og det gør altså nas. Jeg kan høre ham holde sig selv for munden for ikke at komme til at skrige højt af smerte. Nu er det godt nok lilletåen. Den er ikke så vigtig, som storetåen er. Men alligevel. Vidste du i øvrigt, at uden din storetå, så har du meget svært ved at holde balancen? Det er faktisk en overset og misligholdt legemsdel, du bør vise mere respekt! Nå sidespring.
Han er glad igen
Min mand er kommet sig over smertechokket, han fik. Han er glad igen. Humper lidt rundt i køkkenet, imens han brygger kaffe og sætter brød frem. Jeg går ud til ham og omfavner ham. ”Skal vi ikke sætte os og kigge på forslag til indretning af badeværelse i dag?” Jeg har længe gået og ønsket, at vi kunne få nyt badeværelse her i København. Det behøver ikke at koste en bondegård. Vi skal bare have flyttet rundt på nogle af elementerne, og så skal vi have sat et nyt skab op. Som ikke står på fødder. Et skab, der kan hænge. Og som ikke har skarpe hjørner, så man kan såre sig på dem.
Vrissen grundet smerter
”Lad mig være!”, vrisser han. Smerten har åbenbart ikke fortaget sig helt endnu. Jeg tager en kop kaffe og sætter mig ved vores spisebord. Ungerne er ikke vågnet endnu. Det er nu, vi skal have den snak om badeværelset. Inden de vågner, og vi bliver inddraget i deres verden og fortællinger om, hvad de har drømt i nat.
Jeg forsøger igen: ”Kunne du ikke forestille dig, hvor rart det ville være ikke at have skrig og skrål, hver gang, en af os hamrer tæerne ind i det skab ude på badeværelset? Burde vi ikke få gjort noget ved det i en fart?” Det er jo svært at indrette.
Han sætter sig med et smil – og en kop kaffe – ved spisebordet. Overfor mig. Tager min hånd og siger: ”Jo, det kan jeg. Og ja, vi skal i gang. Du får ansvaret for det ny badeværelse. Jeg vil ikke involveres i noget som helst. Det bliver dit projekt. Jeg skal nok sørge for, at den økonomiske del er i orden.” Selv noget så banalt som størrelser på badeforhæng går ham på.
En fin gave
Han har lige givet mig en gave. En fin gave. Uventet. Men jeg elsker altså at lave om her i huset. På den ene, eller den anden måde har jeg altid et projekt, som involverer store ændringer. Sidste år handlede det om at få slået væggen mellem køkkenet og spisestuen ned, så vi kunne få et stort køkken-være-sammen-rum. Det blev flot, og det fungerer fint. Børnene opholder sig her, når de laver lektier eller har besøg af en skolekammerat. Jeg er her næsten hele dagen, fordi her også er plads til, at jeg kan sidde og læse, min mand er her, når han ikke er på arbejde. Det er ligesom blevet vores sted. Stedet, hvor vi er sammen som familie.