Vi har nogle problemer med vores ældste søn. Han følger ikke med i timerne. Han er meget urolig. Måske hyperaktiv. Han kan i hvert fald ikke koncentrere sig om fjernundervisningen. Det har været meget svært for ham ikke at være sammen med sine klassekammerater i alle de uger, hvor alle skolebørn var sendt hjem. Det viser sig nu, hvor han er kommet i skole igen. Hans klasselærer har faktisk talt med os om det allerede. Måske har han brug for at se en psykolog eller en anden behandler. Vi får at vide, at han er urolig, larmer meget, forstyrrer de andre børn i klassen, og faktisk slet ikke udviser interesse for undervisningen. Det bekymrer os naturligvis. Og vi har da også overvejet at besøge en psykolog sammen med ham.
Ikke så godt
Her i sidste uge gik det så, lidt for raskt til i klasselokalet. Han havde kastet med en eller anden genstand, som havde ramt en klassekammerat i ryggen. Hun havde smerter. Vi måtte komme og hente ham og få ham til at falde til ro. Vi kontaktede med det samme skolepsykologen, som faktisk ikke kunne give os nogle gode råd. Så jeg ringede til en veninde, jeg har. Hun kender en psykolog, som hun mener, kan hjælpe os. Jeg ringede op til psykologen og fik en tid til en samtale med hende, hvor min søn også skulle være til stede. Det var i mandags. Vi gik til psykologen og fik en god samtale med hende. Hun kunne godt se, at min dreng er ulykkelig og måske også stresset. Hun foreslog, at vi ikke lægger pres på ham, så længe han er så urolig. Hun talte om, at det måske ville betyde, at han skal gå 9. klasse om, fordi han vil ikke være i stand til at kunne klare presset, det vil være at skulle gå til afgangsprøverne.
Noget af en melding
Det måtte jeg lige fordøje. Det er ikke sjovt at få at vide, at ens barn er stresset. Og slet ikke at få en velment spådom om, at han ikke kan klare eksamenerne. Min mand og jeg har talt meget om det. Er der noget, vi kan gøre, for at han lærer at slappe af, og ligesom finder tilbage til sit gamle, glade og frejdige jeg? Vi har lagt hjernerne i blød. Vi har talt med læger, psykologer og med vores søskende om det.
Samtale om musikefterskole
Men lige pludseligt gik det dog op for os, at vi ikke har talt så meget med ham om det. Måske har han selv en idé om, hvad der skal til. Det var med en del dårlig samvittighed overfor ham, at vi derfor tog initiativ til at tale med ham om det i går aftes. Han blev lidt overrasket. Han var på vagt. Han var også nervøs. Men på et tidspunkt under vores snak kom han til at nævne noget om, at han måske gerne vil bruge et år på en musikefterskole, så han ikke behøver at føle sig presset af afgangseksamener hele tiden, sådan som det er i skolen nu. Og det er, da en mulighed, vi absolut skal undersøge alt om.